06/06-26 To biler kørte sammen på Viborg Hovedvej ved Tørring.

Lørdag kort før middag kolliderede to biler på Viborg Hovedvej nær Sandvad mellem Nørre Snede og Tørring.

Ved sammenstødet blev den ene bil så kraftigt beskadiget, at den ikke kunne køre videre.

Bilens forhjul blev knækket, og et bjærgningskøretøj fra SOS Autohjælp måtte derfor tilkaldes for at fjerne den fra ulykkesstedet.

Den anden bil slap mere nådigt og kunne køre fra stedet ved egen hjælp.

Brandvæsenet fra stationen i Tørring blev sendt til stedet for at sikre området og fjerne væsker fra kørebanen.

For at lette bjærgningen klippede brandfolkene det beskadigede forhjul af bilen, så den kunne trækkes op på ladbilen.

Sydøstjyllands Politi var også forbi ulykkesstedet for at registrere hændelsen.

Efter at have optaget rapport forlod patruljen stedet igen kort tid efter.

Trods de materielle skader kom ingen personer til skade ved uheldet.